Bøger
Her er lidt om de bøger jeg læser, vil læse eller har læst. Det er selvfølgelig ikke dem allesammen der er med...
Lige nu (Februar 2009):
Sissel-Jo Gazan: Dinosaurens fjer
Videnskabskrimi - som lydbog
Næste bøger:
Stieg Larsson: Millenium-trilogien
Thomas Larsen og Finn Mortensen: Mærsk
Seneste bøger:
Bill Bryson: A Short History of Nearly Everything
Anbefalet af min gode tidligere kollega Peter Gisselmann. Et must, som jeg har læst både på dansk og engelsk. Overvejer at købe den illustrerede udgave.
Isaac Asimov: The rest of Robot
Mere science fiction... som vidstnok også knytter an til Foundation-bøgerne.
Lene Kaaberbøl: "Skammertegnet" og "Slangens gave"
Potentiel højtlæsning for mine 2 piger (og jeg kunne godt lide den første "Skammerens datter").
Carsten Jensen: "Jeg har set verden begynde" og "Jeg har hørt et stjerneskud"
Jeg boede engang samme med en litteraturhistorie-studerende der introducerede mig for Carsten Jensen. "Sjælen sidder i øjet" ramte godt dengang, og senere læste jeg også "Kannibalernes Nadver". Spændende at se om han stadig rammer mig.
Bent Haller: Odyseen
Ja, måske er det ikke ham der har skrevet den, men vi nød ihvertfald hans genfortælling af Illiaden, der var højtlæsningsbog på vores sidste sommerferie i Grækenland.
Isaac Asimov: Foundation serien
Om en fjern fremtid hvor menneskene har spredt sig over hele galaksen, men er truet af forfald. En matematiker finder en måde at beregne fremtiden på og forudser 30.000 års barbari. Løsningen er at oprette 2 stiftelser, der skal fungere som frø for et fremtidigt imperium efter kun 1.000 år.
Lene Kaaberbøl: Sølvhesten, Hermelinen og Isfuglen
En god historie om pigen Katriona der ikke passer til normerne i hendes samfund, og må drage ud i verden. Spændende og nogle gange lidt voldsom læsning for min ældste datter, men godt at vi kan lide nogen af de samme bøger.
Arthur C. Clarke: 3001 - The final odyssey.
Augusto Flores: Buenos Aires - New York til fods
På campingpladsen stod en rodekasse med gamle bøger, deribland denne gamle FOSKA-bog. Jørgen Sørensen på Nørrebro fik den i julegave i 1939 efter hvad der står på titelbladet.
Augusto var en sydamerikansk spejder der sammen med fire venner i juli 1926 satte ud på denne hike. 2 døde undervejs, og 2 måtte give op på grund af sygdom, men Augusto fortsatte og nåede efter 16.000 kilometer frem til New York i november 1928 - se det er en rigtig spejder... Selve bogen er lidt opremsende, men det gamle sprog med røvere, negre og vilde dyr gør den sjov.
Michael Knakkergaard Jørgensen: Vejen er målet
Michael ville bestige de syv højeste tinder i verden - han nåede de fire inden han døde under bestigningen af Makalu. En forunderlig beretning om hvad man vil acceptere af risici når man er bidt af bjergbestigning. Det er vidst udpræget noget man ikke er parat til når først man har fået børn.
Dean Koontz: Odd Thomas
Feriebog - en rigtig gyser der blev slugt på en uge efter min far kom med den. Odd Thomas kan se de døde - og lidt mere til. Det driver ham igennem en hæsblæsende historie med både forskruede familiforhold, kærlighed og mord.
Arthur C. Clarke: The Sentinel
Genlæsningen af Clarkes novellesamling var en fornøjelse. Lige siden jeg som 12-årig så Rumrejsen 2001 har jeg været dybt imponeret af ham.
David Bodanis: E=mc2
En biografi om en ligning! Umiddelbart en skør ide, men den fik gode anmeldelser, så jeg gav min far den i fødselsdagsgave for et par år siden, og har nu lånt den af ham. Relativitetsteori er altså noget der kræver visse krumspring når man skal overbevise sig selv, men bogen mangler lidt af de mere fantastiske aspekter ved relativitetsteorien, og så er der brugt for meget plads på noterne.
Lars Larsen: Go'daw jeg hedder Lars Larsen
En gratis bog er vel et godt tilbud? Bogen er tilsyneladende skrevet af manden selv, uden copywriter. På trods af det lidt opremsende sprog og en del gentagelser fangede den mig alligevel. Den virker som en ærlig beskrivelse af manden - lige ud af landevejen. Eller er det bare endnu et mediestunt fra en gammel krajler?
Lisa Alther: Arvesynder
For lang tid siden læste jeg Levende Billeder af samme forfatter, og syntes den var ret underholdende. Arvesynder fandt jeg blandt arvegodset fra min farfar. Den var udemærket, men jeg har en fornemmelse af at hun kører lidt i samme spor som i Levende Billeder.
Per Helge Sørensen: Spin
Mailstorm smagte af mere, så jeg ønskede mig Spin og fik den i fødselsdagsgave. Jeg læste den med stor fornøjelse, specielt nok fordi jeg indimellem bevæger mig i udkanten af det univers bogen handler om. Man kan frygte at det virkelig er som bogen beskriver.
Eve Curie: Madame Curie
En biografi fra engang i trediverne. Arvegods der har stået på bogreolen siden min farmor døde, og nu fik jeg lige lyst. Et godt billede på tidens ånd op til anden verdenskrig.
Jostein Garder: Sofies verden
Også en bog der har stået på hylden i lang tid, den så så tyk ud, men var hurtigt slugt da jeg først kom igang. Godt at komme i tanke om at man skal huske at undres. Minder fra min inspirerende klasselærer i folkeskolen løb gennem hovedet; han kunne også få os til at undres.
Per Helge Sørensen: Mailstorm
Ja, man kommer jo lidt i tvivl om hvor grænsen mellem fiktionen og forfatterens egne oplevelser i ministeriet går. God bog.
Ikke at forglemme:
Douglas Adams: Hitchikers guide
En klassiker der er en vigtig referenceramme for en del af min humor. En triologi i 5 bind - det siger jo det meste. Jeg var så heldig også at få fat i en optagelse af radiohørespillene fra BBC.
J.R.R. Tolkien: Ringenes herre
Selvfølgelig, men den må jo nærmest stå i ethvert hjem idag med den mængde markedsføring filmene har medført.
Hans Scherfig: Frydenholm
En æresplads af to grunde:
Jeg fik den af min onkel i konfirmationsgave. Hvad tænkte han på? Den stod på hylden i 4 -5 år før jeg fik den læst. Men så var den faktisk god. Et bevis på at man ikke behøver at gi' konfirmander det der står på ønskesedlen!
Den anden grund at jeg boede i et bofællesskab der nær var blevet opkaldt efter den fordi vi allesammen synes den var god.